Fusion
Børnehjerterne skal slå i takt
Af Lars Hûbertz. Udgivet onsdag den 19. maj 2010
Hjertebarnsfonden – stiftet af Hjerteforeningen og Børnehjertefonden fusionerer. Henning Dyremose bliver formand for den nyfusionerede fond, der kommer til at hedde Børnehjertefonden
Danske hjertebørn er nu samlet i en organisation til at kæmpe deres sag, da Hjertebarnsfonden og Børnehjertefonden slår deres aktiviteter sammen og danner én fælles organisation.
- Det giver rigtig god mening at fusionere de to fonde. Den ny fond vil få større gennemslagskraft og synlighed og vil derfor være bedre gearet til at indsamle midler til forskning til behandling af børn med medfødt hjertesygdom, siger formand Henning Dyremose.
Hjertefejl er den hyppigste medfødte misdannelse. Forskning og nye behandlingsmetoder betyder, at man i dag kan identificere hjertefejl allerede i 13.-14. uge i fosterstadiet. Det betyder at omkring 95 procent af de nyfødte med hjertefejl overlever.
- Børnehjertefonden har en stor opgave at løfte for at sikre en god og sikker fremtid for de 10.000 børn under 16 år, der lever med en hjertefejl. Vi er blevet meget bedre til at behandle nyfødte hjertebørn, men vi har endnu store udfordringer i forhold til at sikre dem et langt og godt liv med hjertefejl, siger Henning Dyremose.
Det styrkede sekretariat får adresse hos Hjerteforeningen i København.
![]() |
Kort sagt
Børnehjertefondens formål er at indsamle midler og uddele dem til støtte for Hjerteforeningens arbejde med børn og unge.

